Den græske tragedie fortæller historien om modsætningerne; familie og guder kontra stat, der på hver deres primis og tankegang mener, at have ret til deres handlinger. Det der gør Antigone til helten og Kreon til ‘den tragiske’ er, at han ikke kan se sin modstanders agument og bevæggrund. Han er urimelig og uforstående, tager kritik personligt og vil ikke indrømme sin fejl. 

I stykkets nødvendighed og aktualitet, fandt jeg netop Kreons personkarakteristik sammenlignelig med flere personer i verdens politiske landskab. I et endnu ikke overstået Amerikansk præsidentvalg ses netop tendenser af to skarpe modpoler, som i unuancerede og ikke velargumenterende diskussioner, ikke kan finde en middelvej af fornuft, ydmyghed og respekt for modpartens holdninger og værdier. Kan man ikke tackle kompromisets svære kunst kan det føre til splid og problemer samt fatale og tragiske konsekvenser, som det netop bliver sat på spidsen i dette stykke.

 Scenografisk løsning 

Den scenografiske løsning er én enkel kulisse, der med sin store fleksibilitet danner rammen for hele universet og karakterernes virkelighed. Kulissen er en samling af kvadratiske stykker hvidt stof, hægtet sammen i hjørnerne og ophængt i snore, der kan strække sig fra gulv til loft. Dermed kan konstruktionen ændre rummet og scenen; danne himmel, gulv, bagvæg og mindre rum samt skabe forskellige former, udtryk og strukturer i rummet mellem gulv og loft. Desuden er de kvardratiske stykker stof aftagelige og kan bruges særskilt. Stofkonstruktionen kan desuden belyses forskelligt, så der f.eks. kan dannes skyggespil eller projektion, som på et lærred.

Stofkonstruktionen skaber omgivelserne, settingen og tonen … men den er også en medspiller, en fysisk form til guderne. Stoffet er altså deus ex machina, guds maskineri. Som en slags levende organisme kan den efterlinge og reagere på de situationer, der udspiller sig og dermed understøtte historien. Kreon opholder sig mest oven på stoffet, idet han er arrogant og ‘træder på’ gudernes love og sætter sig selv højere. Antigone er derimod meget ydmyg overfor gudernes ord og opholder sig derfor mest under stoffet. Stoffet spejler scenerne via dets position (om det hænger lige og pænt eller skævt og obskurt) via dets bevægelse (stoffet kan visualisere optrapningen af en konflikt, fx. i Kreon og Haimons diskussion, hvor stoffet bevæger sig på gulvet, som var det et oprørt hav) og via lyssætning (lyset skaber scenens udtryk, da der er meget forskel på store og tunge skygger kontra bøldt og behageligt ovenlys). På denne måde vil konstruktionen og lys visuelt understøtte skuespillet, scenerne og handlingen.

Stoffet kan symbolisere forskellige ting, alt efter hvordan tilskueren fortolker stykket. F.eks. kan stoffet symbolisere guderne, det overnaturlige, deres vilje, styrke og magt. Verdenen består af guderne og de udgør alt, og derfor er alt opbbygget af dette stof. Når stoffet reagerer på forskellige scener, afspejler det gudernes holdninger: Antigone ofrer sig for at følge gudernes bud om at begrave sin broder, kontra Kreon der går mod gudernes love om, at alle skal begraves, og sætter derved sine love og sig selv højere end guderne. 

Som en nyere fortolkning kan stoffet symbolisere det retfærdige og moralsk rigtige, en højere magt der sørger for balance, altså ‘karma’. Tilskueren ser med det samme værdiforskellen på Antigone og Kreon, og vil måske tage medhold til Antigone. Som tilskuer ser man tydeligt Kreons fejl, men kan genkende denne stædighed og arrogance fra det virkelige liv, og bliver derfor mindet om denne værdiforskel i mennesker og deres ringe evne til at forstå modsatte holdninger.